Forældremøde 1955

1955, 20. nov - HAV, side 4; Forældredage på Jyderup Realskole
Foredrag af præst og skolebestyrer
Jyderup Realskole har udsendt indbydelser til forældredag tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge og holder i denne forbindelse onsdag den 23. ds. et møde i skolen gymnastiksal, hvor sognepræst Andreas Hjørlund holder foredrag med titlen "Vi sender vore børn i skole".
Skolebestyrer Th. Vang Petersen taler om skolen og samfundet
1955, 21. nov - HAV, side 4; Rettelse for dato på forældredage på Jyderup Realskole
Vi tog fejl af kalenderen i går. Det er denne uge der er åbent hus for forældre2

1955, Kalundborg Folkeblad 21. nov. 1955, side 4; forældremøde og - dag på Jyderup Realskole
Skolebestyrerne Valdemar Hansen og Vang Petersen har udsendt indbydelse til elevernes forælde om at overvære undervisningen den 22. og 24 november 1955
Onsdag aften afholdes et forældremøde i gymnastiksalen med to foredrag. Pastor Hjørlund kalder emnet "Vi sender vores børn i skole" og desuden vil Vang Petersen tale om "Skolen og samfundet"3

1955, Kalundborg Folkeblad 24. nov. 1955, side 3+7; "Måske forældreopdragelse før børneopdragelse"
Vægtige taler af pastor Hjørlund og skolebestyrer Vang Petersen ved Realskolens forældremøde.
Forældremødet i aftes på Jyderup Realskole havde samlet mange mennesker. Skolebestyrer Valdemar Hansen bød velkommen og efter sangen "Hvad solskin er for det sorte muld" talte pastor Hjørlund over emnet: "Vi sender vore børn i skole"
- Det er, sagde pastor Hjørlund, en underlig dag, når vi første gang sender vort barn i skole. Så er de syv dejlige år ovre, måske de bedst år forældre har med deres børn, og vi må spørge os selv: Brugte vi tiden godt?
Skolens port er noget skelsættende i barnets tilværelse, det kommer under fremmed påvirkning, og af og til kan man synes om et barn, at det trænger rigtignok til at "slibes af" selv om de fleste forældre vel vil mene, at deres påvirkning af barnet er den rigtige. Det behøver dog ikke at være tilfældet.
Men sikkert er det, at skoletiden betyder så meget. Det ser vi bl.a. af, at så mange berømte mænd, der har skrevet memoirer, ofre meget plads på at omtale deres skoletid. (Pastor Hjørlund læste i denne forbindelse afsnit af forskellige bøger, hvori mennesker havde skrevet om deres skoletid: B.S. Ingemann, K.K. Steincke og Kaj Munk). Det vigtigste er stadig en god lærer. Det er rigtigt, at "Kundskab er magt" - og dog, der er også andet, der gælder. En svensk overlæge har sagt, at kundskab giver magt, men ikke evnen til at skelne mellem ondt og godt; og en anden har sagt; Ikke kundskab, men ånd, er magt. Vi har herhjemme lov at vælge, i hvilken ånd vi ønsker vore børn skal vokse op. Ikke alle steder er det sådan. Der findes lande, hvor hedenskabets ånd råder. Det vi må ønske for skolen og hjem er, at Guds ånd må råde, for kun den kan gøre den kolde kundskab varm.

Hjemmenes ansvar
Det ville ikke været retfærdigt, om vi forældre stiller krav til skolen uden at stille krav til hjemmene. Også hjemmets ånd er magt. I hjemmet stiller sig spørgsmål om opdragelse, den må først og fremmest ske i hjemmene, for hvordan skulle en lærer virkelig kunne formå noget gennemgribende i en klasse med 25-35 børn. Det er et kald at være forældre, et af de skønneste, vi kan få overdraget; vi får det uden at få nogen uddannelse til det forud, og det er et spørgsmål, om man kan tale om børneopdragelse uden først at tale om forældreopdragelse. Det rejser igen spørgsmålet om selvopdragelse, og mon ikke vi i den forbindelse skal tænke på at give os tid til vore børn, prøve at leve med i barnets verden og efter evne prøve at være med i dets lege, og hjælpe det til rige minder fra barndomshjemmet. Og en forudsætning for det er, at man lærer sig kunsten at være hjemme. Det er lykkeligt, når skolen og hjem kan vandre hånd i hånd til barnets bedste.

Skolebestyrer Vang Petersen
talte derefter om "Skolen og samfundet", idet han indledningsvis understregede, at han med skolen mente alle skoleformer. Hvis man spørger, hvad skal skolen give barnet, må man først spørge barnet, hvad er barnet? Det er en ener, og når det kommer i skolen, viser det både med hensyn til følelses- og tankeliv og i dets handlinger en uanet selvstændighed.
Så originale mennesker, som vi modtager i skolen, møder vi sjældent senere i livet. Derfor mener jeg, at skolens fornemste opgave er at lægge vægt på det særegne hos barnet. I det moderne samfund ser vi mere og mere på ligheden, men jeg tror, at vi skulle tænke mere på forskellen, men dog sådan, at vi samtidig har det sigte, at børnene skal være gode samfundsborgere.

Svagheden i skolen i dag
er, at den mangler evne til at give børnene sjælelig ligevægt, til at give en åndfuld menneskelig undervisning. Det ligger på linje med, hvad Bomholt har sagt; Mennesket i barnet må ikke glemmes.
Derfor mener jeg, at det ikke er de ydre rammer, deling eller ikke deling osv., der er hovedsagen i tidens skoleproblemer. Vi har så fri en skolelov, at der er plads for alle - men det er
manglen på et personligheds skabende liv mellem børn og voksne i hjem og skole, der er tidens svaghed.
Karakter- og personlighedsdannelse er blevet noget, der kommer i fjerde eller femte række. Tidens mekanik og penge går forud.
Denne tendens præger også mange lærere, der vil være dygtige fagfolk, og det er naturligvis godt, men kærligheden til folkelivet og folkets kultur er kommet i baggrunde, og hvis vi ikke ejer den, kan vi ikke få en virkelig karakterdannende undervisning i skolen. Det er indholdet, ikke rammerne, der skal ændres.
Man kan bygge så meget man vil, men hvis der indenfor murene hersker en "skrællet" ånd, ændres der intet. Vi trænger til en åndelig vækkelse, folkets frelse er altid gået gennem en åndelig vækkelse, og der er vage tegn på, at den er på vej, men vi venter på mennesker, der kan optænde de unge.

Den stærke karakter
Man kan ikke skabe stærke karakterer uden hårdt arbejde og den indvending, at der ikke er tid til det personlighedsdannende fordi der er så meget arbejde, der skal passes i skolen, er efter min mening helt forkert. Det personlighedsdannende er noget, der må rummes af hvert eneste fag.
Kundskabstilegnelse er ikke nedbrydende for personlighedsdannelse. Man har været for tilbøjelig til at kaste vrag på det ærlige arbejde.

En farlig vej
Vang Petersen sluttede med nogle bemærkninger om, hvad skolen må kræve af samfundet.
Samfundet har den pligt over for skolen, at den giver den så vide rammer som muligt. Den pligt har man forsyndet sig en del imod, idet man forsøger at binde skolen til en bestemt form og gennem denne udvikling rammes friskoler og de private skoler. I øjeblikket er udviklingen ved at kvæle disse private skoler, som er vokset op af personlige ofre, fordi man fratager disse skoler deres økonomiske grundlag. Jeg tror, at det er en farlig vej, som kan føre til at man udelukker en del skoler, som har været med til at give samfundet et alsidigt præg, og som har været med til at give folket dets vitalitet.
Man sagde "Et jævnt og muntert virksomt liv", Valdemar Hansen takkede og derefter sluttedes med en aftensang4

1955, Kalundborg Folkeblad 25. nov. 1955; Forældredagene
Der har i tre dage været forældredage på Jyderup Realskole og kommuneskole, og ikke så få forældre har benyttet sig af tilladelsen til at overvære undervisningen.
Skoleinspektør Juhl fortæller, at det for kommuneskolens vedkommende hovedsagelig har været forældre til elever i de yngste klasser. Her syntes de yngst selv, det er spændende, at mor og far overværer, hvor flittige og dygtige, der er, hvorimod de større elever nærmest finder det lidt - nå ja, ubehageligt at have tilhørere5

1955, Holbæk Amts Venstreblad 24. november 1955, side 6; Udvikling ved at kvæle fri- og privatskoler
Udviklingen ved at kvæle fri- og privatskolerne.
Samfundet forsynder sig mod skolen, hvis det udelukker den del, der er med til at skabe et alsidigt folk, siger skolebestyrer Vang Petersen
Samfundet har den pligt over for skolen, at det giver den de videst mulige rammer. Denne pligt forsyndes der imod ved forsøg på at binde skolen til en bestemt form, og denne udvikling rammer friskoler og de private skoler. I øjeblikket er de private skoler, som er vokset op på personlige ofre, ved at kvæles, fordi de fratages deres økonomiske grundlag. Jeg tror, at det er en farlig vej, sagde skolebestyrer Vang Petersen, Jyderup Realskole, i et foredrag ved skolens forældremøde i aftes, den kan føre til udelukkelse af den del af skolen, som har været med til at skabe et alsidigt folk.
Vang Petersens foredrag gjaldt skolen og samfundet. Han indledede med nogle bemærkninger om den standende skoledebat og opfordrede forældrene til at tage del i diskussionen. Det kunne måske bringe tanker frem, som fagpolitikkerne ikke har tænkt i al deres travlhed. I nogle generelle betragtninger om, hvad samfundet kan kræve af skole, sagde Vang Petersen derefter bl.a.; Når barnet kommer i skole, viser det både med hensyn til tanke- og følelsesliv i i dets handlinger en uanet selvstændighed, og det må være skolens fornemste opgave at lægge vægt på dette særegne hos barnet. Det moderne samfund dyrker ligheden, men jeg tror at der i højere grad burde tænkes på forskellen. Menneskelivet må være præget af spændingen mellem modsætningerne, det er det, der giver frugtbar udvikling. Det er svagheden ved skolen i dag, at den mangler evnen til at give børnene sjælelig ligevægt, til at give en åndfuld menneskelig undervisning. Det er det samme, Bomholt har sagt med ordene; Mennesket i barnet må ikke glemmes.
Karakter og personlighed
Ud fra disse betragtninger mener jeg, at det er ikke de ydre rammer, ikke spørgsmål om deling eller ikke deling, om fagenes fordeling osv., der er hovedsagen i tidens skolespørgsmål, ikke rammerne, men indholdet, trænger til fornyelse. Karakter- og personlighedsdannelsen er af tidens mekanik, pengeinteresser o.a. trængt tilbage i fjerde-femte række. Tendensen præger også mange lærere, som vil være dygtige fagfolk, hvilket kun er godt, men ikke, når kærligheden til folkelivet og folkets kultur kommer i baggrunden. Ejer vi ikke den, kan vi ikke få en virkelig personlighedsdannende undervisning. Kun den, der kan se den menneskelige værdi i åndsfagene, som har kærlighed til dette stof og er optændt af det, kan give det fra sig, så det kan optænde de unge. Derfor kan man bygge så meget eller så lidt, man vil. det ændrer intet, hvis ånden inden for er "skrællet".
Vi trænger til en åndelig vækkelse, der vage tegn på, at den vil komme, men vi savner mennesker, der som Grundtvig og Chr. Kold kan vække alene ved det levende ord.
Samfundet kan kræve stærke karakterer, som kan klare livets storme, men stærke karakterer skabes ikke uden hårdt arbejde. Derfor er det også skolens opgave at undervise, så hver enkelt elevs evner udnyttes fuldt ud og ingen forsømmes.
Børnene må have de flest mulige kundskaber for at stå fast, og det passer ikke, at kundskabstilegnelse nedbryder personlighedsdannelsen, den må rummes af hvert eneste fag.
Opdragelsen hører hjemmene til
Forud for Vang Petersen talte sognepræst Andreas Hjørlund, der bl.a. sagde: Når vi sender vore børn i skole, stiller vi krav om, at den giver dem kundskaber, for det gælder stadig, at kundskaber er magt. Og dog - der er også andet, der tæller. En svensk læge har sagt: Kundskab giver magt, men ikke evnen til at skelne mellem ondt og godt, og det er også sagt, at ikke kundskab, men ånd er magt. Vi kan selv vælge, i hvilken ånd vore børn skal vokse op, og vi må ønske for skolen og hjem, at guds ånd må råde, for kun den kan gør den kolde kundskab varm.
Når vi stiller krav til skolen, må vi også stille krav til hjemmene, også hjemmets ånd er magt. Der stiller spørgsmålet sig om opdragelsen, som først of fremmest hører hjemmene til, for hvordan skulle en lærer virkelig kunne formå noget gennemgribende i en klasse med 25-35 elever. Det er et kald at være forældre, et af de skønneste, vi har fået overdraget - og uden at få nogen uddannelse til det forud, men det er et spørgsmål, om der overhovedet kan tales om børneopdragelse uden først at tale om forældreopdragelse. Vi skal tænke på at give os tid til vore børn, prøve at leve med i barnets verden og efter evne være med i dets lege, for det er vigtigt, at barnet kan have rige minder fra barndomshjemmet. Man skal vi fylde disse krav, må vi også lære os kunsten at være hjemme. Prøver vi det, kan vi måske hindre en nederlagsstemning den dag, de syv dejlige år er over, og vi første gang sender vort barn i skole6


Kilder:
Kilde 1: Holbæk Amts Venstreblad 20. nov. 1955, side 4; Forældredage på Jyderup Realskole
Kilde 2: Holbæk Amts Venstreblad 21. nov. 1955, side 4; Rettelse for dato på forældredage på Jyderup Realskole
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 21. nov. 1955, side 4; forældremøde og - dag på Jyderup Realskole
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 24. nov. 1955, side 3+7; "Måske forældreopdragelse før børneopdragelse"
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 24. nov. 1955, side 3+7; "Måske forældreopdragelse før børneopdragelse"
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 24. november 1955, side 6; Udvikling ved at kvæle fri- og privatskoler
©Jyderup Realskole